Det er jeg for så vidt også. På LinkedIn, fordi det har en relevant funktion som job – og netværksplatform.
Men jeg er ikke længere på Facebook, Instagram eller X. Først røg Instagram i et 30 dages ”declutter” forsøg, inspireret af bogen Digital Minimalisme af Cal Newport.
Øvelsen var kort fortalt: Slet alle sociale medier og andre tjenester der stjæler din tid. Vent 30 dage, og så tilføj det, som virkelig bidrager positivt. Og sæt nogle meget tydelige benspænd for dig selv, hvis du bruger sociale medier. Underforstået, at du gerne vil bruge mindre tid på dem. Så det prøvede jeg først med Instagram, og har ikke kigget mig tilbage siden. Jeg postede aldrig noget, og fulgte egentlig ikke super mange. Primært sjove mennesker og seje damer. Men på trods af et nøje kurateret feed, så fulgte der også en lille hvisken med, kørende i underbevidstheden. ”Hvorfor har jeg ikke sådan noget smart tøj, hvorfor bor vi ikke så flot, eller tager på så fede ferier og udflugter, burde jeg mon købe det der kollagentilskud- øjenbrynsserum- bagværk- træningstøj-osv.” På trods af at jeg er en voksen, veluddannet dame, med rimelig god selvtillid. Så efter 30 dage var konklusionen rimelig klar: Jeg mangler det ikke og savner det ikke.
Sletningen af min efterhånden 15 år gamle Facebook profil havde et længere tilløb. Der var både messengertråde med gode venner og familie, enkelte grupper med godt indhold, opdatering på relevante ting i nabolaget… Man kan have Messenger uden en Facebook profil, men det var alt eller intet for mig.
Indtil videre er katastrofen udeblevet. Jeg mangler det meget sjældent. Det viser sig, at der er utroligt meget information ude på interwebs, som man bare kan søge frem, hvis det er noget, man brug for at vide. “Who knew?!”
Kontakten med venner og familie er muligvis blevet mere.. tja, jeg vil ikke engang sige besværlig. Altså mail og sms, så er det bare heller ikke mere bøvlet. X var jeg ellers i mange år glad for, og fik rent faktisk noget ud af. Men så kom Elon Musk, og det blev for skørt.
Men hvad så fagligt? I de fleste af mine jobs har jeg arbejdet med sociale medier. At skære budskaber til, formidle til en defineret målgruppe, ud fra en strategisk retning, på en måde der både engagerer, oplyser, giver lyst til mere, er ikke en disciplin sociale medier har opfundet, eller har patent på. Så jeg bruger det professionelt når det giver mening, ligesom alle mulige andre kanaler. Giver det mening at have en arbejds-profil på et tidspunkt, så får jeg det. Men nej, jeg brænder ikke for at arbejde med specifikt med sociale medier. Hvis det får arbejdsgivere til at fravælge mig, så er det ok. Så var jeg ikke deres hest.
Fordelen ved ikke længere at bidrage til Mark Zuckerbergs formue? Samme fornemmelse som når en lidt lav, men dog vedvarende baggrundsstøj pludselig forsvinder. Man lægger ikke så meget mærke til den, oven i alt den anden støj. Men når den så stopper, tænker man- Aaahhh, det var i grunden rart.